“Mit navn er Josefine, jeg er 22 år og blogger på fitfoodbyfine.dk. Til daglig studerer jeg logopædi på Syddansk Universitet, mens tiden væk fra bøgerne primært fordrives i køkkenet. Jeg elsker nemlig at eksperimentere med diverse råvarer og ikke mindst udvikle nye opskrifter inden for det sunde, simple og ofte søde køkken. Ja, faktisk er sunde snacks nok min spidskompetence. Jeg håber på at kunne inspirere dig, kære læser, til selv at gå i køkkenet og lave en masse lækre, spiselige sager med et skønt Castus-twist!”

Lækre chokobrud til Halloweenfesten – eller blot til når du skal forkæle dig selv og ungerne med lidt sødt!

Det skal du bruge

Knas:

  • 50 g. solsikkekerner
  • 50 g. cornflakes (her: sukkerfrie og glutenfrie)
  • 3 Boost Me Up-barer (her: kakao, banan & aronia. brug din favorit)
  • 2 nip havsalt

Chokolade:

  • 6 spsk. kakaopulver
  • 3 spsk. kokosolie
  • 3 spsk. Sødemiddel eller sukker

Sådan gør du

  • Beklæd en brødform på ca. 25×11 cm. med bagepapir
  • hæld cornflakesene deri sammen salt og barer skåret i mindre tern.
  • Rist solsikkekernerne på en tør pande indtil de begynder at “knitre” let og tag dem så af. Mens de afkøler, laves chokoladen.
  • Lav chokoladen ved at røre kokosolie og kakaopulver sammen ved laveste varme og tilsæt så sødning.
  • Hæld solsikkekernerne ned til det øvrige knas i brødformen.
  • Vend chokoladen i og dæk det hele godt ved brug af en dejskraber.
  • Drys med lidt ekstra groft salt og sæt så hele molevitten på frys.
  • Når det har sat sig, skæres den store “bar” ud i mindre stykker med en skarp kniv/brødkniv, som opbevares i en lufttæt beholder på frys.